Tabet af global biodiversitet skal stoppes frem mod 2030, og der skal være global fremgang i biodiversiteten frem mod 2050. Sådan lyder indholdet af Kunming-Montreal-planen, som Danmark sammen med resten af FN’s medlemslande vedtog i december 2022.
For at støtte biodiversitetsprojekter i udviklingslande blev der i juni 2023 oprettet en global biodiversitetsfond, Global Biodiversity Framework Fund. Regeringen vil med finanslovsforslaget for 2024 støtte fonden med 100 mio. kr.
Pengene skal bidrage til at implementere biodiversitetsprojekter i udviklingslande. Regeringen vil særligt fokusere på at støtte de mindst udviklede lande og små østater, som er særligt påvirket og sårbare over for tab af biodiversitet og klimaforandringer. I fonden afsættes også direkte projektmidler til oprindelige folk og lokale samfund, så de kan forvalte naturen på deres territorier.
”Biodiversitetskrisen er en af vor tids største kriser, og vi skal stå sammen om at nå de globale naturmål om at beskytte og genoprette naturen på hav og land. Cirka 25 procent af jordens overflade og havområder forvaltes af oprindelige folk og lokale samfund, og disse områder rummer cirka 80 procent af jordens biodiversitet. Med denne særlige bevilling styrker vi nu indsatserne for at nå de fælles globale naturmål,” siger miljøminister Magnus Heunicke.
”Den globale klimakrise og tab af biodiversitet hænger sammen, og de skal løses sammen. Det vigtigste for løsning af klimakrisen er at få omstillet vores energiproduktion til vedvarende energi, men biodiversiteten bidrager ligeledes betydeligt til at reducere udledningen af drivhusgasser til atmosfæren, og den heraf følgende globale opvarmning. Derfor er det et fælles ansvar at beskytte biodiversiteten, og vigtigt at Danmark også bidrager hertil i de lande, der er særligt sårbare overfor klimaforandringer og tab af biodiversitet,” siger minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen.
14 mio. kr. til FN’s Biodiversitetskonvention
I 2023 gives der desuden helt ekstraordinært 14 mio. kr. til FN’s Biodiversitetskonventions sekretariat. Midlerne skal styrke kapacitetsopbygningen i udviklingslande og blandt oprindelige folk. Det vil bl.a. sikre, at udviklingslandene har de nødvendige kompetencer og viden i forhold til at fremme biodiversitet. Formålet er blandt andet at give landene bedre mulighed for at søge midler til projekter fra den nye globale biodiversitetsfond og implementere Kunming-Montreal Planen.