Fugletur til Ølundgård ved Otterup

Dato/tidspunkt
Dato: 12, oktober, 2024.
Tidspunkt: 10: 00 - 14: 00.

Kategori


Turguide: Kurt Due, ornitolog og naturnørd
Kontaktperson: Birthe Rosholt
Mødested: Otterup Lystbådehavn, Bogøvej 71, 5450 Otterup
Googlemaps-koordinater
Pris: Gratis for medlemmer
Tilmelding: Ingen
HUSK: Fornuftigt fodtøj, gerne vandtæt. Kikkert og evt fuglebog. Tøj efter vejrudsigten.

Madpakke og drikkelse

Vi mødes ved den lille Otterup Lystbådehavn, hvor vi må låne sejlernes lille ”glashus” og toiletter.
Kurt Due vil fortælle om området, og vi fordeler os i færre biler for at køre ud til områdets fugletårne. Efter et par timer med forhåbentlig gode lokaliteter med masser af fugle vender vi tilbage til Otterup Lystbådehavn for at spise madpakkerne. Ved havnen og digerne skulle der også være mulighed for fuglekig.

Ølundgård
På vestsiden af Odense Fjord er der genskabt et af Fyns vigtigste yngleområder for vadefugle efter næsten 200 års tørlægning. Lavvandede søer og frodige engområder på gammel fjordbund giver tusinder af vandfugle et ideelt levested. Fra stier og fugletårne er der fine muligheder for at opleve Odense Fjords bedste lokalitet for gæs, svømmeænder og måger.

Fuglelivet er vendt tilbage til fjorden
Odense Fjord mistede et af sine fineste fugleområder, da fjordens lavvandede vestside inden for øerne Sohoved og Lammesø blev inddæmmet og udtørret til landbrug i begyndelsen af 1800-tallet.
Ved et digebrud i 1993 blev hele det drænede landbrugsareal oversvømmet med saltvand, og ejendommen blev efterfølgende solgt til naturgenopretning til Aage V. Jensens Naturfond – først to områder i 1999 på tilsammen 90 ha, senere det mellemliggende område i 2008 på 68 ha.

De gamle diger er blevet bevaret, men grundvandsspejlet er hævet, så størstedelen af området nu er en mosaik af lavvandede, ferske søer omgivet af fugtige og tørre, overdrevsagtige græsningsenge.
Netop denne mosaik er vigtig for fuglelivet, og da flere af områdets gamle morænehøje nu igen er omgivet af vand og dermed sikret mod rovdyr, har de genskabte vådområder udviklet sig til en enestående yngleplads for bl.a. ænder, gæs, klyder og måger.

Ølund Reservatet på 158 hektar er en af Nordfyns gode naturlokaliteter. Udover fugle er der en stor bestand af grøn frø. Og så yngler her 10 forskellige guldsmede og vandnymfer. Men, fugle er og bliver områdets attraktion. Da der ikke drives jagt i området, er det udelukkende jagten på naboarealerne og jagten uden for dæmningerne, som påvirker fuglene. På vores tur skulle vi gerne se gode flokke af gæs, svømmeænder og vadefugle.

Se mere om Ølundgaard, Lammesø og Firtalsstranden på visitnordfyn.dk