Svampetur til Jordløse Bakker og Skov
Turguide: | Bente Lambertsen |
---|---|
Kontaktperson: | Bente Lambertsen Mobil 23495898 |
Mødested og tid: | P- pladsen på Jordløse Møllevej (over for nr. 37) kl 14:00 |
Pris: | Gratis for medlemmer |
Tilmelding: | Ingen |
HUSK: | Medbring gerne kurv, kniv og evt. lup. Kaffe/te med tilbehør. Stierne er naturstier og kræver solidt – praktisk fodtøj, så tag gummistøvler eller vandrestøvler på. |
Jordløse Bakker er den nordligste del af De Fynske Alper, som er en bugtende bakkeryg, og landskabet er skabt under den sidste istid. Her findes der 26 ha overdrev og 36 ha skov. Overdrevet bliver i dag afgræsset af kreaturer, der er med til at vedligeholde området som en smuk og sjælden naturtype med mange sjældne blomster, svampe og insekter.
Vi vil gå på begge sider af vejen, hvor der tidligere er fundet en del vokshatte og i gode år, kan der også være Karl Johannner (spiselig rørhat). Vi kan også stikke næsen ind i Jordløse Skov og se, hvad der gror der. Lige nu er det for tørt, men vi håber på noget regn, så der kommer gang i svampene igen.
Selv om svampene vil være i fokus på denne ekskursion, kan vi næppe undgå at kigge nærmere på nogle af de andre store naturværdier i området. Selv om den Nikkende kobjælde for længst er afblomstret, kan vi måske være heldige at se frøstanden. I øvrigt er arten en “National ansvarsart”, hvilket vil sige at denne plante på verdensplan regnes for sjælden. Vi kan forhåbentlig lige nå at se hedelyngen i blomst. En art der er sjælden på Fyn men talrig i Jordløse Bakker. Der er endvidere flere højdepunkter i Jordløse Bakker med storslåede udsigter.