Marin naturnationalpark Lillebælt

De fleste ved, at naturen på landjorden har det skidt. Til trods for løbende rapporter om iltsvind er det mere skjult, at havmiljøet og vores fiskebestande mange steder er i en kritisk tilstand. Særligt Lillebælt er et af de indre farvande, som er hårdt belastet af fiskeri, forurening og udledning af næringsstoffer. Samtidig er Lillebælt et særpræget havområde med stor variation i vanddybder og med den tætteste bestand af marsvin i de danske farvande.

Med finansloven fra 2022 blev det derfor besluttet at styrke naturen og biodiversiteten i havet ved at oprette to marine naturnationalparker i henholdsvis Lillebælt og Øresund. Med etableringen af de to marine naturnationalparker skal der være et øget fokus på videns- og naturfremmende indsatser i Lillebælt og Øresund. Der er afsat 10 mio. kr årligt i årene 2022-2025.

Men endelig er der noget, der tyder på, at en marin naturnationalpark i Lillebælt er på vej, for i denne uge startede (fredag den 20. september) forhandlinger om etablering af de marine naturnationalparker med Folketingets partier. Her begyndte partierne forhandlingerne om, hvad konceptet for marine naturnationalparker i Danmark skal være, hvor de to parker i Øresund og Lillebælt konkret skal placeres i havet samt konkrete formidlings- og genopretningsprojekter.

I en pressemeddelelse fra miljøministeriet kan man læse at miljøminister Magnus Heunicke udtale: “De to første marine parker skal ligge i områder, der er rige på havnatur, og det er mit udspil og mål, at parkerne bliver store. I Lillebælt har vi den tætteste bestand af marsvin i de danske farvande, og Øresund er kendetegnet ved en torskebestand, der trives. Derudover er der helt særlige naturforhold i både Lillebælt og Øresund med snævre områder mod nord med masser af strøm og helt særlige forhold for saltindholdet, hvor det salte vand fra Kattegat møder brakvand fra Østersøen“.

I både Lillebælt og Øresund er der i dag udpeget strengt beskyttede områder. I strengt beskyttede områder er både havbunden, vandsøjlen og vandoverfladen beskyttet, så dyrelivet og havnaturen uforstyrret kan genoprettes og udvikle sig. Råstofindvinding og opsætning af havvind er ikke tilladt i områderne. Al fiskeri, på nær et begrænset rekreativt fiskeri, er heller ikke tilladt.

For at kunne lave effektive genopretningsindsatser er det afgørende at kende til de lokale forhold på bl.a. havbunden for at sikre, at de indsatser, der laves, rent faktisk har en effekt. Derfor er Miljøstyrelsen bl.a. i gang at kortlægge genopretningspotentialet i Lillebælt.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*