Hvor skal fremtidens natur i Danmark være?

Hvis tabet af biodiversitet skal vendes til fremgang i Danmark, er der behov for at skabe store, sammenhængende naturområder, der repræsentativt og komplementært sikrer beskyttelse og genopretning af biodiversiteten. Biodiversitetsindsatsen i Danmark bør derfor målrettes de områder, der har den højeste realiserede biodiversitet eller det højeste biodiversitetspotentiale, samt sikre levedygtige bestande på lang sigt.

Ny spændende analyse fra Biodiversitetsrådet
Biodiversitetsrådet har udarbejdet et notat, som indeholder en samlet vurdering af de landarealer, der kan danne udgangspunkt for at skabe store, sammenhængende naturområder, der repræsentativt og komplementært kan bidrage til at beskytte biodiversiteten i terrestriske og ferske økosystemer i Danmark. Vurderingen tager udgangspunkt i fællesmængden mellem allerede eksisterende analyser af, hvilke landarealer der i større eller mindre grad kan bidrage til at skabe store, sammenhængende naturområder.

Notatet viser, at der er stor biodiversitetsfaglig enighed mellem de tre analyser om, hvilke landarealer i Danmark der kan danne udgangspunkt for at skabe store (≥ 500 ha), sammenhængende naturområder, som repræsentativt beskytter den terrestriske og ferske biodiversitet i Danmark. Inden for de store, sammenhængende områder er der sammenfald mellem de tre analyser på mere end 75 % af arealet. Med udgangspunkt i den nuværende viden identificerer notatet de landarealer, der kan danne udgangspunkt for at skabe store, sammenhængende og beskyttede naturområder på 30 % af Danmarks areal, og derved de landområder i Danmark, hvor biodiversitetsindsatsen bør målrettes for at sikre størstedelen af den ferske og terrestriske biodiversitet.

Kortet viser, hvilke områder der kan danne basis for at skabe store, sammenhængende naturområder på mindst 500 hektar og forbedre vilkårene for biodiversiteten på land og i de ferske vande i Danmark. Disse områder udgør 20 % af Danmarks areal. Derudover er der enighed om, at yderligere 10 % kan bidrage til at skabe sammenhængende naturområder på samlet set 30 % af Danmarks areal uden for de store områder.

Mere, bedre og større naturarealer i Danmark
Biodiversitetsrådets notat understreger, at det er muligt at skabe meget store, sammenhængende naturområder i Danmark, og at der biodiversitetsfagligt er stor enighed om, hvor indsatsen bør målrettes, hvis biodiversitetsindsatsen skal have størst biodiversitetseffekt samt være mest omkostningseffektiv. Biodiversiteten har først og fremmest brug for store, sammenhængende områder, men det er også vigtigt at øge naturindholdet uden for de store områder på tværs af Danmark. Dette kan opnås ved at bevare og udvide små, eksisterende naturområder eller skabe nye naturområder der, hvor biodiversitetspotentialet er størst, og her viser notatet i alt 13 % af Danmarks areal, hvor eksisterende natur kan danne udgangspunkt for at skabe et større naturindhold på tværs af Danmark.

Mere, bedre og mindre naturarealer i Danmark
Yderligere identificerer analyserne, at der for nogle mindre arealer er alternativer, samt at det med udgangspunkt i eksisterende mindre naturområder er muligt at skabe et større naturindhold tværs af landet. Der er således ikke kun én vej til at nå målet om 30 % beskyttet natur og øge naturtætheden i Danmark. Biodiversitetsrådet understreger, at der er flere veje, men at det er essentielt at målrette Danmarks biodiversitetsindsats, så den tager udgangspunkt i de identificerede store, sammenhængende områder, der repræsentativt og komplementært dækker biodiversiteten i Danmark.

National plan – lokal handling
Notatet foreslår ikke konkrete, lokale udpegninger, men peger på de områder, der bør tages udgangspunkt i for at skabe store, sammenhængende naturarealer i Danmark. Notatet kan således ses som et udgangspunkt for en national arealplan for biodiversitet, der fordrer lokal implementering i samarbejde med lokale aktører. Det er dog væsentligt, at den lokale implementering foregår i overensstemmelse med de grundlæggende økologiske principper for beskyttelse og genopretning.

Udarbejdelsen af en helhedsorienteret arealanvendelsesplan bør desuden følges op af yderligere analyser i forhold til at identificere behovet for genopretning samt målretning af konkrete biodiversitetsindsatser, såsom skovrejsning med biodiversitetsformål, inden for de identificerede områder. Der vil ligeledes være behov for analyser, der sikrer, at områderne i tilstrækkelig grad beskytter den samlede ferske, marine og terrestriske biodiversitet mod indirekte presfaktorer, såsom næringsstofbelastning, samt de dynamiske overgange mellem disse økosystemer på lang sigt.

Endelig er der behov for analyser, der inddrager flere samfundsmæssige interesseområder og bidrager til at lave en helhedsorienteret og omkostningseffektiv arealanvendelsesplan for Danmark, som tager højde for fx biodiversitet, klima, drikkevand og friluftslivsinteresser. På denne måde kan der sikres en omkostningseffektiv indsats med størst mulig biodiversitetseffekt.

Biodiversitetsrådet notat kan hentes her:

Hvis man yderligere ønsker at læse de tre rapporter, som udgør den fulde faglige begrundelse for de enkelte analyser samt for yderligere information om de anvendte baggrundsdata kan resume og rapporterne findes her.

Petersen, A. H., Hasler, B., Laage-Thomsen, T., Termansen, M. & Rahbek, C. 2024. Mere, bedre og større natur i Danmark. Hvor, hvordan og hvor meget? Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Globe Institute, Københavns Universitet.

Ejrnæs, R., Bladt, J. & Fløjgaard, C. 2022. Potentialet for at reservere 30 % af landarealet til beskyttede og strengt beskyttede områder i Danmark. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 42 s. – Videnskabelig rapport nr. 507.

Biodiversitetsrådet 2023. Mod robuste økosystemer – anbefalinger til en dansk biodiversitetslov.