Inden generalforsamlingen følger vi op på temaet om klimaændringer fra sidste års generalforsamling med foredraget ”Moler-fisk og globale klimaomvæltninger”. Det er Ane Elise Schrøder, som vil præsentere os for nogle helt nye undersøgelser af fiskelivet i moleret.
I Limfjordsområdet findes det 55 mio. år gamle moler, som er nøglen til at forstå den eksplosive oprindelse af de moderne benfisk (Teleostei). Der er fundet tusinder af komplette fiskefossiler i moleret. Det er verdens ældste og mest velbevarede repræsentanter for mange nutidige fisk, bl.a. torske-, åle- og sildefisk.
Teleosterne udgør 96 % af alle nutidige fiskearter bl.a. de vigtigste økonomiske ressourcer for fiskeriet i klodens have.
Molerlagene på Mors, Fur og Thy blev aflejret for mellem 56 og 54 millioner år siden i fortidens Nordsø under en stor klimaomvæltning, der kaldes det Paleocæne-Eocæne Termale Maksimum (PETM), hvor de globale temperaturer steg med mellem 5 og 8 °C i løbet af få 10.000’er år, som følge af udledning af drivhusgasserne metan og CO2.
De mange fossile fisk fra moleret giver altså en helt unik mulighed – også på verdensplan – for at undersøge en fiskefauna før, under og efter en global klimaomvæltning, der omtrent svarer til nutidige klimaforandringer.
Arbejdet tager udgangspunkt i traditionelle, taksonomiske studier, hvor fiskene videnskabeligt beskrives, og i de mest moderne metoder indenfor røntgen og geokemi, såkaldte µXRF- og isotopanalyser.