Den genfundne bro ved Gammelstrup – riværket og Kloster Mølle

Dato/tidspunkt
Dato: 30 sep 2018
Tidspunkt: 10: 00 - 17: 00.

Kategori


Broen er en rigtig ”cowboy-bro”, som er fra den smalsporede banes tid, bygget højt over Gudenåens oprindelige løb. Da banen blev udvidet til normal sporbredde i 1929 blev broen dækket af en kæmpedæmning, hvor den smule vand, der var tilbage i åen, løb gennem et par store rør. I 2014 blev broen atter afdækket og fremstår nu i sin oprindelige stand.

Turen fra parkeringspladsen til broen er ganske kort, og der findes muld-toilet. Vi går en tur langs det ”Gamle Åleje” – der er gode muligheder for at se isfugl. Da jeg var barn, var der også vandstær om vinteren.

Herefter kører vi ca. 10 kilometer mod nord til bagsiden af Sukkertoppen og går ud til Riværket, hvor Benediktinermunkene i tidlig middelalder lukkede Gudenåens oprindelige løb og gravede en kanal ned til deres møller ved Voer Kloster (kanalen er 1300 meter lang). Turen fra parkeringspladsen til Riværket er 700–800 meter lang ad let farbar skovvej/ski – her er også rig mulighed for at se isfugl samt mange svampe. Sluttelig kører vi ned til Kloster Mølle, hvor vi kan indtage frokosten i en fin gammel lade med borde og bænke ved Kloster Mølles parkeringsplads. På Kloster Mølle er der diverse udstillinger og i én af de gamle tørrelader er der indrettet fugletårn (gode muligheder for havørn og isfugle).

Herefter slutter den officielle del af turen. Hvis der stadig er krudt tilbage og vejret er godt kan en tur op på Sukkertoppen anbefales. Der er en fantastisk udsigt over Mossø, Gammel Ry, Salten Langsø mv.