Ny Rødliste – trist læsning

Den nye rødliste er endnu en gang en trist konstatering af at det gamle udtryk “Ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø har fået det ringere af regeringens miljøpolitik” ikke holder i den virkelige verden.

I perioden 2014 til 2019 har 25 artseksperter foretaget en gennemgang af 12.000 arters risiko for at uddø fra den danske natur. Det har medført at yderligere 1.300 arter er kommet på rødlisten, så nu omfatter Den danske Rødliste 13.300 arter.

Dermed har rødlistevurderingerne dokumenteret, at en stor del af Danmarks vilde dyr, planter og svampe stadigvæk er i risiko for at uddø fra landet. Resultatet er at 4.439 arter, svarende til 41,6 % af alle vurderede arter, er rødlistede arter.

En sammenligning af vurderingerne i Rødliste 2010 og Rødliste 2019 ud fra IUCN’s rødlisteindeks viser, at arterne generelt er blevet mere truede i perioden, og eksperternes vurdering af de aktuelle udviklingstendenser for de rødlistede arter viser også, at der er flere arter i tilbagegang end i fremgang.

Hvis man sammenligner Rødliste 2010 og Rødliste 2019 ses, at andelen af truede arter, der er henført til kategorierne kritisk truet (CR), truet (EN) eller sårbar (VU), er faldet fra 18,7 til 17,3 % af de vurderede arter. Dette kan dog ikke tolkes som et tegn på en positiv udvikling for arterne. Flere arter end i Rødliste 2010 er nemlig nu endt i kategorien utilstrækkelig data (DD) på grund af mangelfuld viden, så ændringen er snarere udtryk for en skærpelse af dokumentationskravene for arternes udbredelse og udvikling.

De vigtigste levesteder for rødlistede arter er skove og græsland, noget overraskende efterfulgt af agerland. Det er dog ikke fordi de truede arter lever på dyrkede marker, men især fordi mange arter af rødlistede laver har vigtige levesteder på agerlandets solitære træer i alléer og hegn samt på stengærder med kampesten.

Du kan se rødlisten og læse mere på denne hjemmeside