Foråret er en tid, hvor naturen vågner op, og en af de fascinerende skabninger, du kan støde på, er oliebillen. Disse imponerende biller har deres højsæson i april og maj, og de er et perfekt mål for en spændende udflugt med familie eller venner. Udstyr dig med kamera eller lup, så du kan få et nærmere kig på disse fascinerende skabninger
Af entomolog Preben Nielsen
Når foråret melder sin ankomst, og naturen vågner til live, dukker oliebillen op som en farverig og fascinerende skabning. Disse majestætiske skabninger fanger straks øjet med deres imponerende størrelse og iøjnefaldende udseende. Det er som om, de bærer et skjold af skønhed og mystik, der skinner i forårets solskin. Deres tilstedeværelse er en slags årligt ritual, der markerer forårets komme. De voksne oliebiller kan undertiden ses allerede i starten af marts. Det er dog gerne i april og maj, de har deres ”højsæson”, og i løbet af juni forsvinder de igen.
Selvom de fremstår kluntede og sårbare, undgår oliebillen at blive et let bytte. Ved fare udskiller oliebillen små gullige dråber af en giftig olie med en skarp smag. Olien produceres i særlige kirtler, der sidder i bughulen på oliebillen, og udskilles gennem små porer i deres benled. Det gullige sekret består af en blanding af forskellige kemiske forbindelser, hvoraf den vigtigste aktive ingrediens er cantharidin, som er kendt for at være særdeles giftigt. Dermed fungerer olien som en forsvarsmekanisme for oliebillen, der sender et klart signal til rovdyr om at holde sig væk.
Anvendt fra fødsler til henrettelser
Ifølge folkloren er oliebiller blevet anvendt til “medicinsk behandling” af forskellige sygdomme, såsom reumatisme, gigt og hudinfektioner. Olien blev betragtet som sved- og urindrivende, og den blev endda brugt til at modvirke virkningerne af en “gal hunds bid”. Giftstoffet cantharidin er også kendt fra den berygtede ‘Spanske flue’. Derfor blev oliebiller også brugt som afrodisiakum, på samme måde som den Spanske flue. Billerne blev tørret og malet til et pulver, som efterfølgende blev blandet med honning og indtaget som en stimulerende kærlighedsdrik. Desværre kan denne elskovsdrik have utilsigtede og yderst alvorlige konsekvenser, da cantharidin er en stærk nervegift, der kan forårsage irritation på hud og slimhinder og endda være dødelig i små doser. Så lidt som 0,03 gram af giften kan være dødeligt for mennesker, hvilket betyder, at indtagelse af blot én bille er nok til at dræbe en voksen person. På grund af dens dødelige virkninger blev oliebillerne også brugt til henrettelser i det antikke Grækenland. I modsætning hertil brugte de gamle egyptere oliebiller til at fremkalde fødsler. I dag undersøges cantharidin som et muligt lægemiddel til behandling af lungekræft, da stoffet kan hæmme proteinsyntesen og dermed forårsage celledød i kræftceller. Der er dog stadig behov for yderligere forskning for at evaluere dens effektivitet og sikkerhed til kræftbehandling. Konklusionen må derfor være, at det er bedst at undgå kontakt med olien og lade oliebillerne være i fred.
Fascinerende livscyklus
Oliebillerne har en meget fascinerende og særpræget levevis, hvor larver lever som parasitter hos enlige bier, og larverne gennemlever flere meget forskellige stadier. De voksne oliebiller er planteædere og æder mange forskellige slags planter. Særligt hunnen har behov for store mængder energi, når hun producerer æg. Hannerne virker som små skravl i forhold til hunnerne, idet hunnernes bagkrop er lang og voldsomt opsvulmet af de mange æg, hvilket gør, at hunnen egentlig bare er en kæmpe æglægningsmaskine.
Om foråret parrer de voksne biller sig kort efter at være kommet frem. Ud over størrelsesforskellen er en af de mest markante kønsforskelle, at hannernes antenner har et knæk ca. midt på. Dette knæk bruger hannen til at gribe fat i hunnens antenner under frieriet. Parringen starter med, at hannen frigiver det kemiske stof cantharidin gennem knækket på sine antenner, mens han masserer og trækker hunnens antenner tilbage. Under selve parringen afgiver hannen yderligere cantharidin til hunnen, som hun smører ud over sine æg for at beskytte dem mod rovdyr. Efter parringen forbliver de sammen i over en time, og hannen slæbes med bag ved hunnen, hvor end hun går.
Efter hunnen har parret sig, begynder hun at grave små redehuller i jorden, hvor hun lægger sine æg. En enkelt hun kan producere op til flere tusinde æg ved gentagne æglægningsprocesser. På grund af de reducerede vinger er de voksne oliebiller ikke i stand til at flyve, så de er afhængige af andre udspekulerede metoder til at sprede sig til nye områder. Dette ansvar er overladt til de nyklækkede larver, der skal finde deres værtsbiers rede for at kunne udvikle sig videre. For at klare denne opgave benytter larverne sig af sofistikerede metoder for at spredes over større afstande.
Når oliebillelarver klækkes fra deres æg om foråret, går de ind i deres første larvestadium, som er meget specielt. Disse ganske små, langbenede, gullige larver blev oprindeligt forvekslet med lus på grund af deres form. Dette larvestadium kaldes triungulin-larver, og navnet refererer til, at benene ud over den normale enkeltklo også har to kraftige børster, som får larven til at se ud, som om den har tre kløer. “Triungulin” betyder “tre kløer” på latin. Triungulin-larver kravler op i blomsterhoveder på kurvblomster som mælkebøtter og følfod og andre nektarholdige blomster, hvor de venter på værtsbier, der søger nektar eller pollen. Desværre ender livet for langt de fleste oliebillelarver i dette stadie, da de griber fat i alle insekter, der sætter sig på blomsten. Kun nogle få larver får fat i den rigtige vært – en levende bi. For de heldige få, som får fat i en passende værtsbi, griber billelarverne med deres veludviklede kløer fat i værtsbiens krop og lader sig transportere til biens rede. Desværre er det mindre heldigt for værtsbien, fordi oliebillelarven gennemgår en kompleks udvikling kaldet hypermetamorfose, hvor larverne gennemgår flere forskellige stadier med forskelligt udseende og adfærd, inden de når deres voksne form.
I de første stadier udvikler oliebillelarven sig til en tyk, maddikelignende larve med en ret begrænset mobilitet. Billelarven lever nu som parasit i biens cellekamre og benytter dem som spisekammer. Her æder den ikke kun værtsbiens æg og larver, men også den nektar og honning, som værtsbien har oplagret som foder til sine egne larver i biboet. Efter nogle hudskifter går billelarven i en hviletilstand, hvor den i løbet af vinteren ikke spiser. Men tidligt om foråret bliver larven igen aktiv og går ind i et ædende stadie. Efter dette stadie forvandler larven sig til en puppe, hvorfra den endelige, fuldt udviklede oliebille klækkes. Den nye oliebille kravler ud af puppen, typisk langt væk fra det område, hvor dens forældre levede året før. De voksne biller lever i op til to måneder, hvorefter cyklussen gentages med æglægning og skabelse af nye generationer af oliebiller.
Udbredelse og levested
Oliebillerne forekommer typisk på områder med sandet jordbund og foretrækker primært sydeksponerede overdrev og skrænter, men kan også findes i solrige skovlysninger og på kystoverdrev og kystskrænter, især i den nedbørsfattige Storebæltsregion. Biotopen er karakteriseret ved at være en solrig og tør lokalitet med en lav vegetation af græsser og urter. Tidligere var oliebillerne langt mere udbredte og kunne findes på overdrev inde i landet, på brakmarker og i skovlysninger. Men i takt med overdrevenes tilbagegang og tilgroning er også oliebillerne blevet sjældnere. De er især blevet truet og sårbare på indenlandske lokaliteter, dog kan de stadig være talrige lokalt på gode biotoper.
Der er registreret op mod 150 arter af oliebiller (Meloe) på verdensplan, og de er udbredt i Europa, Asien, Afrika og Nordamerika. I Danmark forekommer der fire arter af oliebiller: Grøn Oliebille (Meloe variegatus), Korthalset Oliebille (Meloe brevicollis), Sort Oliebille (Meloe proscarabaeus) og Blå Oliebille (Meloe violaceus). Blå Oliebille og Sort Oliebille er begge på Rødlisten fra 2019 vurderet som livskraftige, mens Korthalset Oliebille er vurderet som truet, og Grøn Oliebille er vurderet som kritisk truet. Alle 4 arter er tidligere registret på Fyn og øerne omkring Fyn, men også her er tilbagegangen slået kraftigt igennem. Grøn Oliebille blev sidst registreret på Fyn på Voderup Klint i 1987, formodentlig som den sidste reelle lokalitet for arten. Siden 2003 er arten med sikkerhed ikke fundet i Danmark og må anses for at være forsvundet. Korthalset Oliebille er i de seneste årtier kun kendt fra nogle ganske få lokaliteter på Fyn, nemlig Ristinge Klint, Fyns Hoved og Sønderby Klint ved Assens.
Hvilken art??
De fire danske arter af oliebiller kan relativt let kendes fra hinanden, hvis man ser nøjere efter. Det kan dog være nødvendigt at bruge lup eller foto for at se nogle af kendetegnene på forbrystets overside, som skal benyttes for at opnå en sikker artsbestemmelse. Nedenstående nøgle og tegninger skulle gøre det muligt at skelne arterne fra hinanden.
Finder du en oliebille på din næste tur ud i naturen eller i haven, så husk at indrapportere den – ligesom alle dine andre fund – på arter.dk. Tag f.eks. et foto af arten, og se om appen kommer frem til den samme artsbestemmelse, som du gør.
Artsnøgle
1a. Forbrystet er omtrent dobbelt så bredt som langt eller endnu bredere. Gå til pkt. 2.
1b. Forbrystet er kortere end bredt – ca. så langt som bredt. Følehornenes 8-9 led er meget kortere og smallere end 3-5 led Gå til pkt. 3.
2a. Blanke dele af oversiden har et metalgrønt eller kobberglinsende metalskær.
Forbrystets er ca. dobbelt så bredt som langt. Oversiden af forbrystet er relativt fladt.
Følehornenes 8-9 led er ikke væsentligt kortere eller smallere end 3-5 led.
Den voksne bille ses fra begyndelsen af april til begyndelsen af juni måned.
Grøn oliebille (Meloe variegatus)
2b. Forbrystet er meget kort, mindst dobbelt så bredt som langt og omtrent nyreformet.
Blanke dele af oversiden er sorte eller har blåligt metalskær.
Følehornene bliver lidt tykkere ud mod spidsen
Den voksne bille ses fra begyndelsen af marts til midt i juli måned.
Korthalset oliebille (Meloe brevicollis)
3a. Oversidens blanke dele har i reglen et kraftigt blåt metalskær.
Forbrystets bagkant er altid tydeligt og i reglen stærkt stumpvinklet indskåret. Foran bagkanten findes altid et tydeligt og ofte ret kraftigt tværgående indtryk. (se ved pil)
Overfladestrukturen på hoved og forbrystet har gennemgående nogle relativt fine punktlignende fordybninger og overfladen mellem punkterne er svagt silkeskinnende på grund af mikroskulptur.
Den voksne bille ses fra begyndelsen af marts til midt i juni måned.
Blå oliebille (Meloe violaceus)
3b. Oversidens blanke dele er i reglen et helt sort eller kun et svagere blåt metalskær.
Forbrystets bagkant er lige eller ret svagt indskåret. Foran bagkanten mangler et tværgående indtryk helt eller er kun ganske svagt til stede. (se ved pil)
Overfladestrukturen på hoved og forbrystet har gennemgående nogle relativt grove punktlignende fordybninger, og overfladen mellem punkterne er helt blank uden mikroskulptur.
Den voksne bille ses fra begyndelsen af marts til sidst i maj måned.
Sort oliebille (Meloe proscarabaeus)
Bemærk at en del af artsforskellene mellem Blå Oliebille og Sort oliebille primært bygger på, hvor kraftigt bestemt karaktertræk er udviklet. Disse karaktertræk kan variere betragteligt mellem forskellige individer hos den enkelte arts. Det kan besværliggøre en sikker artsbestemmelse. Derfor kan det være en hjælp at sammenligne med flere forskellige fotos af arterne i tvivlstilfælde. En anden mulighed er at tage et foto af arten og uploade det til arter.dk, og se om appen komme frem til den samme artsbestemmelse som du gør.